Vipp

 

vipp

 

 

Historien om Vipp er i korthed at Holger Nielsen designede den første Vipp spand i 1939 til sin kone Marie. Hun havde brug for en skraldespand til sin frisørsalon i Randers. Spanden opdages af den lokale læge og tandlæge og Holger Nielsen får sat en produktion i gang, som i de efterfølgende år breder sig med afsætning til læge- og tandlægepraksisser samt frisørsaloner over hele Danmark.

I 1993 overtager Holger Nielsens datter Jette Egelund virksomheden. Efter flere års prøvelser med at finde ind til virksomhedens fremadrettede vækstpotentiale rammer Jette rigtigt da Vipp efterhånden begynder at blive markedsført og solgt som det eksklusive designprodukt det er i dag.
Håndlavet i Danmark
Vipp producerer sine pedalspande i Danmark, sådan som det er sket siden 1939. Materialerne er også de samme: rustfrit stål og gummi. Langt størstedelen af de dele spanden er lavet af fremstilles i egenproduktion. Herved sikres produkternes høje kvalitet, som giver daglig brugsglæde. Hver Vipp spand består af op til 42 dele, som monteres i hånden af dygtige håndværkere på Vipp's fabrik. En medarbejder kan samle seks spande i timen.

Link til producenten: www.vipp.dk