Børge Mogensen (1914-1972)

Børge Mogensen fik svendebrev som møbelsnedker i 1934 i Ålborg, hvor han kom fra. Limfjordsegnen prægede ham hele livet, og som ældre opholdt han sig en del her. 

1936-38 gik han på Kunsthåndværkerskolen samtidig med Hans J. Wegner. De to møbelskabere havde det til fælles, at de i modsætning til forgængere som Kaare Klint, Ole Wanscher og Mogens Koch fra det bedre københavnske borgerskab, begge kom fra små kår i provinsen, begge var møbelsnedkere, og at de som første kunne leve af udelukkende at tegne møbler.

Mogensen gik videre på Kunstakademiets Møbelskole hos Kaare Klint fra 1930-41. Han arbejdede på både Mogens Koch og Kaare Klints tegnestuer. 1945-47 var han ansat som assistent hos Klint på Møbelskolen. Kun i én stilling efterfulgte Mogensen Klint, nemlig som arkitekt for Det danske Kunstindustrimuseum efter Klints død i 1945. Mogensen tegnede inventar til bl.a tekstilsamlingen helt i Klints stil. 

Få danske arkitekter har som Mogensen med hans sans for systematik og synliggjort orden forstået og videreført Klints rationelle arbejdsmetode. Hvad ikke lykkes for den tidligere generation af møbelarkitekter med deres stræben efter standardisering, fuldførte han. Mogensen førte de ideale bestræbelser fra håndværket over i industrien. Seriemøbler til salg i møbelbutikker er hans vigtigste bidrag til møbelkunstens historie, selvom han også tegnede inventar og møbler til større indretningsopgaver og lavede en række udstillinger. Også indenfor boligtekstiler gjorde han en stor indsats ved sit mangeårige samarbejde med væversken Lis Ahlmann. 

I sine fabriksmøbler forenede Mogensen Klint-skolens konstruktive og æstetiske idealer med den sociale ansvarsbevidsthed, der opstod indenfor brugskunsten efter funktionalismens gennembrud. Det var Fællesforeningen for Danmarks Brugsforenings vedtægtsfæstede hensigt at forsyne sine medlemmer med alle former for hverdagsvarer i en god kvalitet og til den lavest mulige pris. Derfor fik man arkitekten, professor Steen Eiler Rasmussen til at udforme et idégrundlag for en industrimøbelproduktion. Han sørgede for, at Børge Mogensen i 1942 blev ansat som leder af F.D.B.s møbeltegnestue, hvor han blev, indtil han i 1950 oprettede egen tegnestue på Frederiksberg. Hos F.D.B. prøvede han at skabe møbler, som kunne leve op til en gennemsnitsfamilies praktiske behov. 

I målsætning, materiale og form var møblerne afpasset sådan efter hinanden, at de kunne stilles sammen i harmoniske helheder af enhver størrelse. Mogensen anvendte Klints analytiske "forskermetode", når han i sit "boliglaboratorium", en hhv. konstrueret arbejder- og landbolig, afprøvede sine modeller. Hans boligundersøgelser var langt mere omfattende end Klints, men til gengæld gik han, når det en sjælden gang var nødvendigt, på kompromis –noget, som aldrig skete hos Klint eller hos perfektionister som Arne Jacobsen og Poul Kjærholm. 

Udformningen af opbevaringsmøbler udgør en meget stor del af Mogensens produktion. Hans serier af reol- og skabselementer til F.D.B. kunne ligesom de byggemøbler, han havde arbejdet med for Mogens Koch, anbringes i sammenhængende reolvægge. Øresundsserien byggede ligesom Boligens Byggeskabe lavet i samarbejde med Grethe Meyer på behovsundersøgelser og måleanalyser. Mogensen tog som Klint udgangspunkt i opmålinger af servicedele, simple talforhold og naturlige brugshøjder bestemt af de menneskelige mål. 

Børge Mogensen var ikke særlig optaget af samtidig international formgivning. Han mente som Klint, at gamle møbeltyper, som havde bevist deres brugsværdi og holdbarhed gennem århundreder, kunne forbedres og forenkles. Engelske Windsorstole, svenske pindestole og amerikanske Shakerstole dannede forbillede for hans F.D.B.-møbler. Senere tog han også møbler af Klint og Koch op. Han tegnede med Klints søn Esben Klint ergonomisk korrekte skolemøbler. 

Spansk inspirerede stole med udspændt oksehudsbetræk optog ham også. Snedkeren Børge Mogensens foretrukne materialer forblev massivt træ, skind og tekstil. Målet var altid en total afklaring i materiale, konstruktion og form. Møblerne er ikke præget af æstetiske abstraktioner eller fabulerende former, men af praktiske behov. Mogensen var helt enig med Klint i, at møbler var en bunden kunst. Derfor skulle han også helst have en konkret situation at forme sine møbler efter -først forsøgslejligheden hos F.D.B., så hans egen bolig ved Ermelunden, som blev bygget om igen og igen, og til sidst Landhuset ved Limfjorden. 

Børge Mogensens produktion af hverdagsmøbler er så stor og bred, at den har fået betydning for alle dele af den danske befolkning.